Damjollen fra Ronæsbro

Mads kom sejlende i sin damjolle fra Ronæsbro for at støde til ekspeditionens moderskib, der har en god dybgang og derfor behøver et mindre skib, der kan gå tættere på land. Damjollen har endnu ikke et navn og måske er det meget godt. Det navnløse kan også være med til at gøre den tidløs. Som den ligger og slikker på siden af ”Aventura” tager hun sig smuk ud med svungne former og lakeret træ, der visse steder er mørkt og andre steder gyldent. Den er dristigt udstyret med mast og spryd samt en kæk rorpind med udskåret ornamentik, der tillader denne nulevende jolle at gøre en evighedsafstikker til vikingetiden. Til daglig ligger jollen for svaj ud for Ronæsbro og anes ude på fjorden som et magisk tegn – en mørk silhuet med løftet stævn og skråtstillet mast. Nu ligger hun efter et par timers sejlads og vugger side om side med ”Aventura”.

Moderskibet ”Aventura”

Henrik er skipperen på ”Aventura”. Han har travlt på en rolig måde – vel lige så rolig som hans ombyggede ålekvase, der ligger fortøjet på den yderste plads på molen. Et sortmalet træskib med hvidt styrehus og to master, der bærer røde sejl. Der er rigning med masser af tovværk, der klæder skibet. Hun er bygget om til turbåd for turister, der kan føle sig velkomne ombord i en verden, der ikke er luksus og modernitet. Det er fortællingen om skibet, som en efterkommer af det sejlende Danmark, der var engang og som ikke vil give op, fordi der er mennesker, der har stor kærlighed til gamle træskibe. Om jollen fra Ronæsbro var et nærmest et enkelt grafisk tegn, så bliver ”Aventura” til en lille håndbog i søfartslære. Det store styrehus er ikke bare en lidt pralende overdrivelse. Det skaber også rummet for maskinen, som skipper går ned til og sætter i gang, så skibet fyldes med stabilt dunkende hjertelyd.

Byfolk

Nina og jeg er de sidste ekspeditionsdeltagere. Vi bor ikke langt fra havnen. Vi kan gå ud af vores gadedør og lige ned gennem Smedegade over Fisketorvet og videre ud i Brogade, der ender på havnen. Alligevel er vi mest indlevet i Søndergade, der som navnet siger er den oprindelige købstads sydligste gade. Her lå baghaverne ud til byens dyrkede marker. Vi er byfolk og ikke søfolk – har aldrig ejet en båd endskønt vi bor i en by, der har sit halve liv omkring vandet. Vi har påtaget os at proviantere i Kvickly ved hjælp af vore cykler.

Formålet med ekspeditionen er først og fremmest at udforske Middelfart kommunes lange og spændende grænse mod vandsiden. Den nysammenlagte kommune har øget den geografiske udstrækning i betydelig grad og skabt et tæt sammenfald med det historiske Vends herred, der havde en svømmende svane som sit symbol. Navnet Vends er i familie med det nordjyske Vendsyssel. Som hovedregel er gamle stednavne nøgterne beskrivelser af virkelighedens forhold. Vends er det samme som at vende. Det er herredet, man vender eller runder med skib.

Hvillinger fra Møllebugten

I første omgang forlader vi kommunens hovedby og går nordover med jollen på slæb i kølvandet. Vi fire er nu godt sejlende. Bag os bliver byen, havnen og skoven mindre og mindre. Det er en idyl, der fuldstændigt skubbes til side, da vi sejler ind under den ny Lillebæltsbro, der i sin moderne mægtighed totalt stjæler billedet. Vi lægger os i Møllebugten ved Fredericia, hvor værft, flydedokke, havneanlæg og store skibe fortsætter med at bemægtige sig scenen. Alligevel er det her, vi gør fiskestængerne klar. Vi får hevet en halv snes blanke hvillinger indenbords. De lyser som nyslået sølv og det bekræftes af ordbogen, der siger, at hvilling er et fællesgermansk ord indeholdende ordet hvid. Det er den lyse eller hvide fisk. De lever her i dybet og kan være ganske uvidende om alt det menneskene har frembragt over vandet. Mågerne flokkes også her og slår ned, når der er fisk for dem. Så kan vi være sikre på, at marsvinene også er i farvandet. Måske er det dem, der fra forskellige sider har drevet en stime sammen, som de så kan mætte sig i sammen med mågerne.

Båring Vig

Efter dette intermezzo sætter vi kursen ud i Tragten med Treldenæs til bagbord og Røjle Klint til styrbord. Vi er fortsat i Lillebælt, der nordpå vil gå over i Kattegat. Kursen lægges østover og vi krydser Båring Vig med kurs mod Bro Strand, da vi heromkring forventer at finde grænsen mellem Middelfart kommune og Nordfyns kommune. Jo mere vi nærmer os, jo mere usikre bliver vi på, hvor grænsen mon går. Vi er godt klar over, at der ikke vil være nogen officiel markering af den, sådan som vi finder det på landevejene. Mads ringer resolut op til en medarbejder i kommunens tekniske forvaltning, men det bringer os ikke nærmere. Det står tilbage – i alt fald for os – hvor den går. Vi havde gode søkort, men havde glemt ordentlige landkort.

En frisk eftermiddagsbrise stod ind fra nordøst, hvorfor vi satte sejl. Mads, der i sin tid har været elev på skoleskibet ”Danmark”, vidste nøje, hvad der skulle gøres, og jeg assisterede efter bedste evne. Alle sejl kom op og motoren slået fra. En fantastisk stilhed bredte sig, mens vi langsomt fulgte kystlinjen fra Bro Strand og videre forbi Varbjerg Strand. Mange sommerhuse og en lang stensat kystsikring har ganske udslettet den oprindelige strand. Man bemærker fra søsiden, hvorledes alt for mange sommerhuse springer frem og ganske tager magten fra den mere naturlige baggrund. Der er undtagelser, hvor stråtækte sommerhuse i dæmpede mørke farver falder pænt i landskabet. Det er vist ikke meget anderledes end med de mange fritidsbåde på vandet. Langt de fleste er udformet i hvid plastik med overdrevne former. Der er langt mellem træbåde, der bygger på traditionerne.

Staurshoved

Hen mod aften løjede vinden af og vi måtte igen forlade os på den støt dunkende maskinen. Vi kom forbi Båringskovs gamle badehotel og forbi molen nedenfor Båring. Fra det lave Vejlby Fed rejste Røjlehalvøen sig med Karlskov, der dækker den brede vigs østre strandbred og kystskråninger, og som mod nord glider over i Kasmoseskov. Det markante Staurshoved viser sin skovdækkede profil. Her gemmer sig en stor naturfortælling om det skovdækkede land og det åbne vand. Et møde mellem det dunkle og det åbne. Her er ingen distraherende menneskeskabte elementer. Scenen er fri til at lade et vikingeskib komme brusende for et vindfyldt storsejl.

En mere venlig aftensol forsøger at forgylde Røjle Klint. Det er et lys, der tiltaler Nina, da den høje dagsol æder farverne op. Vi lader ”Aventura” drive, så hun får god tid til at male. Det er et sted, hvor hun igennem det sidste års tid er kommet nogle gange. Så har hun siddet i timer på strandbredden og malet hen langs kysten. Ud for skibet ligger de afgræssede bakker, der på de sydvendte skråninger er blevet visne af sommersol og tørke. Denne lange kyststrækning er ikke bare en geologisk værdifuld og bevaringsværdig landskabelig helhed. Det er i det hele taget et særpræget og smukt landskab – en af Danmarks urkyster. Mennesket har ikke forårsaget skade her. Vi indtager aftensmaden i den endnu lune sol. Nina får mere tid til at male og undtagelsesvist sørger jeg for, at vore hvillinger smørsteges på panden.

Bobler

Ekspeditionens deltagere har deres forskellige styrker. Ingen som helst tvivl er der om, at skipper og bedstemand er velskolede søfolk, der kan deres kram, hvad der er brug for hele tiden på et skib. Nina er begyndt at gøre akvarelstudier. Jeg har taget en tung kasse bøger med i tilfælde af, at vi skal studere, hvad kloge folk har samlet. Jeg finder en lyrisk perle frem af kassen. Den knytter sig direkte til Båring Badehotel, som vi passerede for nogle timer siden. Det er forfatteren Thorkil Barfods digtfortælling ”Bobler” med den forjættende undertitel ”Badebreve fra Baaring” udgivet i 1920. Dengang var badehotellet nyt. Digteren priser naturen på endnu genkendelig vis, men fremmaner også tidens borgerlige ferie- og badeliv med satiriske og erotiske strøg.

Til køjs i Fænøsund

I den sidste sol stævner vi mod Middelfart havn, som vi forlod for et halvt døgn siden. Det kunne have været for flere døgn siden med alt det, vi har oplevet. Det er skipper, der ikke har fået sit sengetøj med og som hans hustru på land vil komme ned på havnen med. Vi går ind til ydermolen og får sengetøjet – undskyld køjetøjet – ombord. Vi bestemmer os for at gå til Hindsgavls Bro for natten. Den stille sommernat har skabt os en fortryllende scene med blankt og blidt vuggende vand i rosa bag os, da vi går ind i Fænøsund forbi den tyste borgbanke og ind mellem de skovklædte kyster på begge sider. Her er mørke silhuetter og svagt lysende vand i blå og violette farver. Vi lægger skibet ind til broen og slukker motoren. Vi er nu i et eventyrligt rum, hvor det gode skib ligger trygt og solidt med sit sorte skrog, sine to gode master og sit hjemlige styrehus. Vi fortæller stilfærdigt hinanden, at dette smalle sund måske er smukt. Måske det allersmukkeste sted. I alt fald denne sommernat.

Kaptajn Jespersen

Vi gik ned med solen og er nu på ekspeditionens andendag oppe med den igen. Den tilsmiler nu Fænøsund fra den modsatte ende – fra øst. Her er fortsat stille og vandet ligger blankt. Oppe på Hindsgavls plæne gøres gymnastik af gutter, der sværger til salig kaptajn Jespersens mandfolkemetoder. Hindsgavls pedel har været nede for at tilse badehuset, så vi er orienteret om, at de gymnastiske herrer om lidt vil komme ned for at slutte deres indsats med en dukkert. De kommer pludrende ned ad stien og smider tøjet i badehuset og plumper muntert og nøgne i deres forskellige former i vandet. Nina og jeg tager os også en dukkert. Jeg lader det blive til en lille svømmetur, hvor jeg synes, jeg kommer godt af sted. Dog forundres jeg over, at jeg ikke har flyttet mig så langt, som jeg troede. Det er heldigvis ikke alderen, der er årsagen, men sundets kraftige og insisterende strøm. Efter morgenbordet på dækket foreslår skipper, at vi skal til Fænø Kalv. Det er nærmere en omsorgsfuld befaling, da hverken Nina eller jeg har været i land på den lille ø, endskønt vi har boet i Middelfart siden 1972.

Fænø Kalv

”Aventura” går til en position øst for kalven og Mads gør jollen klar til landgang. Henrik bliver på moderskibet, mens Mads går ind og forankrer jollen ved stranden. Et par både ligger her allerede og en solbadende familie sidder på stranden. Nina og jeg kender for det meste kun øen som et kært svømmende mangekantet profil set fra Hindsgavl og fra enkelte gange med turbåden ”Mira”. Jens Juels maleri fra omkring 1790 med parkens nyanlagte udsigtsplads med stakit på skrænten gemmer det smukkeste landskabsstudie i sin baggrund med Kolding Fjord, Fænø og Fænø Kalv og Skærbæk – et maleri som har bestyrket vort billede af Fænø Kalv. Den ligger som da Juel malede den. Også dengang må man have sejlet får derover, da den ikke domineres af træbevoksning. Mads, der kender øen fra tidligere overnatningsture med kursister fører os op og rundt på øen. Den er noget højere end jeg lige havde forestillet mig. Vi fornemmer tydeligt de gamle svenskeskanser nedenunder den vilde vegetation af græsser og blomster. Her er mange sommerfugle. Jamen øen er da et paradis. Her er mangfoldig overdrevsvegetation. Det er heldigvis staten, der ejer den lille ø her midt i bæltet. Det er et kulturhistorisk klenodie og en naturmæssig perle. Her ruger søfugle og i skrænterne er der mange huller, der modtager og udsender digesvaler. På en vejrbidt og afbarket stormvæltet fyrrestamme, der stikker krumt op over træerne sidder som på en trone øens kongepar: den hvide måge og den sorte, rødnæbede strandskade. Kun de to ved siden af hinanden.

Mangfoldig natur

Mennesker er velkomne til at gå i land, til at overnatte og endda til at tænde bål på særligt udpegede pladser. Trist er det at se, at der er efterladt plastikflasker og uåbnede grillpølsepakker. Forhåbentlig er det undtagelsen. Primitivt er det – og det er netop meningen. Det er vort fælles lille stykke Danmark. Så uberørt og så uforstyrret bør det altid hvile eller rettere leve herude på vandet. Et reservat med en mangfoldighed af fugle og planter. Men det er netop også et stykke natur, der skal plejes gennem afgræsning. Henrik har en aftale med Skov- og naturstyrelsen om at sætte en flok får herud, så øen ikke springer i skov, men netop bevarer sin lysåbne og mangfoldige vegetation. Det var en stor og glædelig overraskelse for Nina og jeg at kunne bevidne, at denne naturrigdom er til.

Gamborg Fjord

Efter dette kapitel går vi med jollen en tur rundt om øen og fryder os over, at vi har vort moderskib liggende påpasseligt og klar. Jollen kommer atter på slæb og vi stævner mod Gamborg Fjord. Vi går til Ronæsbro, hvor den store hvide købmandsbygning med sit røde tegltag har placeret sig klart og overbevisende i landskabet. Købmandsgården har ligget her siden midten af 1800-tallet og man har haft tid til at vænne sig til den. Men som en kritisk bemærkning kan nævnes den til udslettelse ombyggede gård Fønsvang, der endda har fået det smarte salgsnavn ”Sophienlyst Slot”. Det er overdrivelse, stilmiskmask, der forstyrrer landskabet. Nok er Ronæsbro gamle købmandsgård stor, men den er helt enkel i sine linjer. Den fremhæver landskabets karakter og lader ane et stykke kulturhistorie. Købmand Thiedemann, der også byggede en stor købmandsgård i Smedegade i Middelfart, var ud af en marsvinsjægerfamilie. Han havde selv som ung været medlem af marsvinslauget og er vistnok den eneste af marsvinsjægerne, der har gjort et sådant karrierespring. Ved Ronæsbro opførte han tillige et teglværk. Købmandsgården havde en mægtig anløbsbro, så større sejleskibe kunne bringe varer ind og afhente tegl og korn. Det har givet nogle handelsmæssige guldalderår, dog kun indtil jernbanen i 1866 blev lagt henover Fyn og stationsbyer skød op og med hastige skridt blev de til lokale handelscentrer og transportknudepunkter. I mange år holdt brugsen til her, indtil den flyttede i nybyggede lokaler i Føns. Nu har udviklingen så lukket den med.

Torbenhoved

Vi låner en anløbsbøje, der imidlertid viser sig at være så gammel og rusten i kæden, at den slet ikke kan holde ”Aventura”. I stedet får vi bøjen på slæb. Mads må i jollen for at sejle den ind til ejeren, der imidlertid ikke er hjemme. Vi kaster så anker og fortsætter udforskningen med jollen. Vi stiller mod Torbenhoved på Fønsskov, der ligger på højde med Svinøs vestkyst. På Torbenhoved, der i øvrigt på et gammelt matrikelkort betegnes Toppen Hoved, som nok er den rette og nøgterne betegnelse. Et højt og markant punkt på det ellers lange og lave Fønsskov. Ved stranden nedenfor skal vi besigtige nogle stenrækker i vandet, som jeg i foråret opdagede på en markvandring. En lang række større sten går fra strandbredden ud i vandet og parallelt med denne en kortere række af mindre sten. Både Henrik og Mads er inde på, at den lille række sten har taget bølgeskvulpet, når man lagde en båd ind mellem stenene. Vi er ved en fredelig og lavvandet del af fjorden. Det mærker vi så tydeligt, da vi med bare ben går ind mellem de to rækker sten og fødderne synker ned i det finkornede og sæbeagtige lag. Det er et lille anløbssted til den klynge huse, der har ligget her gennem flere hundrede år. Ovenfor på selve Torbenhoved lå tre mindre huse, der alle nu revet ned. En fisker holdt til i et ligeledes forsvundet hus ret for anløbsstedet oppe ved landevejen i svinget ud til det yderste Fønsskov. Sådanne stensætninger ved kysten kender Henrik fra sin barndom ved Jyllinge i Roskilde Fjord.

Vi gik herefter med jollen over til den lille lystbådehavn ved Ronæsskov, hvor dæmningen forbinder Svinø med Ronæssiden. Her er fredeligt og stilfærdigt. Et åndehul for mennesker, der er glade for at komme ud på vandet og fange fisk til husbehov.

Sydkysten af Fønsskov

Vi satte sidst på eftermiddagen kurs mod Føns Vig for at finde ankerplads til natten. Vi gik ind til fisker Korfitz Hansen på Fønsskov Odde for at høre, om vi kunne købe fisk til aftensmaden. Det er hver gang en glæde, at møde Korfitz i det miljø, der altid har været hans. Her har han fisket sammen med faderen og farbroderen Karl, der passede fyret på Fænø i det hvide hus med den østvendte gavl lige overfor. En fiskerfamilie med rødder på Glænø på Holsteinsborg Gods. Korfitz havde ingen fisk og vi stak til søs igen.

Så fulgte vi i god afstand sydsiden af Fønsskov ind mod Føns. Der er langt mellem de huse, man kan se. Og i grunden også langt mellem de huse, vi ikke kan se, men som gemmer sig i træerne inde i landet. Vi er jo ved Wedellsborgs Gods, der driver sine jorde centralt med store maskiner og få mand. Fra Tønnæs til Sparretorn er en lang lerklint. Sparretorn, der var en hovedgård under Wedellsborg, ligger for længst øde tilbage med sine avlslænger Den ligger næsten lige ud i stranden. Det kan nok pirre ens historiske fantasier? Har den haft udskibning af korn og kvæg? Eller udskibning af tømmer fra skovene på Fønsskov? Har fiskeri og måske især ålefiskeri været en del af dens indtjeningsgrundlag? Man skal tage med i sine betragtninger, at den ligger lige ved halvøens smalleste sted. Er det en historisk betinget beliggenhed? Kunne vikingerne enten sejle eller med lethed trække deres skibe tværsover fra bæltet til Gamborg Fjord – og omvendt? Selve navnet Sparretorn kan pirre fantasien. Hvor længe har der ligget en gård her?

Føns Vig

Vi når til den nordlige krog af Føns Vig, hvor et par rækker af af tidligee sommerhustyper ligger helt ud til strandbredden på bondejord, der alligevel ikke var værd at opdyrke. Det er vel oprindeligt små hjemmelavede sommerhuse. De er sat pænt i stand og har holdt deres oprindelige størrelse og former så nogenlunde. Ligeså er de bemalede med klassiske sommerhusfarver som sort, grøn og rød. Det er en festdag. Dannebrog er oppe mange steder og alt tager sig venligt og hyggeligt ud, som om vi ankommer til en bygd på Grønland. Vi mødte sommerhuse i massevis ved Båring Vig og havde mange kritiske bemærkninger både om udbredelsen og om de enkelte huse, der larmende tager magten fra omgivelserne. Men her må man overgive sig. Der er tale om en afgrænset bebyggelse og husene klæder hinanden uden at være ganske ens, så udtryk for samme melodi. En lang landskabelig fri passage med strand og dæmning gør et smukt indtryk. Ligeledes ser man bag husene åben mark op mod træerne i landsbyen Føns, der gemmer sig bagved. Ganske spændende er det, at man akkurat ser det øverste af kirketårnet på en sådan måde, at kirken herfra fornemmes som liggende lavt, mens den jo fra landsiden opleves højtliggende. Vi lægger os for anker i den sydlige krog af vigen ud for den ny lille jollehavn.

Kystekspeditionens 2. tur

Vi manglede nogle vigtige indtryk for at fuldende billedet af Middelfart kommunes lange kyststrækning, derfor mødtes vi på havnen tirsdag 7. juli kl. 7 om morgenen. Efter nogle dages gråvejr med kraftige byger havde vi en solblid morgen og det tegnede til at blive en dag, hvor vi kunne opholde os på dækket. Da vi havde rundet Gals Klint for at løbe vest om Fænø, blev vi mødt af en frisk brise fra syd. Med Fænø bag os og Tybrind Vig ret for videde bæltet sig ud og vinden friskede op. Vi gik lige mod bølgerne og damjollen huggede tappert op og ned i slæbetovet.

Svenskekrig på is

Ekspeditionsdeltagerne var på forhånd meget optaget af, at det var i Tybrind Vig, at Karl X Gustavs krigsvante tropper knækkede den svage danske hær. Det skete den 30. januar 1658. Her sejler vi en sommerdag henover et farvand, der en hård vinter for 351 år siden havde gjort Jylland og Fyn landfast. Allerede tre uger før havde svenskekongen i Kiel besluttet sig for at forsøge en march over isen. Natten mellem den 29. og den 30. januar befandt han sig i præstegården i Hejls på højde med Brandsø, mens hans mesterspion Dahlbergh med 40 finske ryttere gik over isen syd for Strib for at rekognoscere. Ud på morgenen vendte Dahlbergh tilbage til Hejls med efterretninger til sin herre. Dagen var kommet, hvor den svenske hær satte sig i bevægelse. Noget af styrken gik over fra Stenderup Hage til Fønsskov, mens kongen med hovedstyrken gik over til Brandsø og derfra videre mod Wedellsborg Hoved for derefter at gå nord om hovedet og ind i Tybrind Vig, hvor de blev modtaget ude på isen af de danske med generalmajor Hans Ahlefeldt i spidsen. Man kæmpede tappert men ganske forgæves mod den svenske overmagt, der fik hjælp af isen, der til ugunst for danskerne brast under fodfolket. Karl X Gustav havde ikke tid at vente. Han konfiskerede straks en slæde på en gård i Eskør og ilede sammen med Corfitz Ulfeldt mod Odense.

Danmark ligger her dansk endnu. Vi fører Dannebrog både på moderskibet og på vor hjælpejolle. Det er tydeligt, at vort røde-hvide flag træder særligt stolt og frisk frem på vandet. Her er masser af blåt, gråt og hvidt både foroven og forneden. På den baggrund træder flaget smukt og klart frem. Blæsten har i øvrigt leget ganske drilagtigt med Dannebrogsvimplen i den forreste mast, idet den har snurret sig rundt om masteknoppen. Skipper forsøger sig med at sejle i ring for at se, om den atter vil folde sig ud. Ganske forgæves. Så må bedstemanden derop. Han kravler op i rigningen med bådsmandsstolen og hejses så det sidste stykke op. Helt oppe sidder han tæt ind til masten, mens han får viklet vimplen fri. Den leger atter frit i vinden, mens vi får firet Mads ned på dækket. Det forekommer ham at være dagligdags arbejde til søs. Vi mere ubefarne er ganske imponerede over, hvad sømænd kan, når det kræves.

Wedellsborg Hoved

Det er første gang i mit liv, at jeg sejler nær den vestfynske kyst, og det hører i det hele taget til sjældenhederne, at jeg sejler i vore farvande. Det er bestemt en mangel i min opdragelse og bestemt ikke udtryk for en mangel på interesse for vort havomslyngede land. Ofte har jeg studeret landkort for at blive klogere på lokaliteter og sammenhænge. Wedellsborg Hoved er på kortet en robust og afrundet helhed. Herinde lå det middelalderlige Wedellsborg, sandsynligvis først ved Husby endnu længere inde i landet godt beskyttet mod overfald fra kysten. Husby kan meget vel have taget sit navn fra en tidlig stenbygning, der har tilhørt en lokal ridder. Mine forestillinger om det mægtige hoved korrigeres på sejladsen af det lave land hovedet rundt. Der er ganske vist nogle lange stræk af ensartede lave lerklinter, men høje er de altså ikke. På et tidspunkt stikker det nuværende Wedellsborgs røde tegltage op over klinten på et kort stykke.

Emtekær

Vi nærmer os atter kommunegrænsen og som ved den nordlige grænse er ekspeditionsdeltagerne ikke tilstrækkeligt udrustede med viden om, hvor grænsen mellem i dette tilfælde Assens kommune og Middelfart kommune går. Vi er nu ud for Emtekær og er godt klar over, at sommerhusbebyggelsen på Sandager Næs ligger i Assens kommune. Umiddelbart nord herfor ligger Emtekær, der fra søen kun kan anes som en lav sammenhængende grøn stribe. På kortet tager Emtekær sig imidlertid ud af langt mere, det er nærmest en lagune inde bag kystlinjen, der både nordfra og sydfra afskærmes af to smalle sandbanker.

Brandsø

Mission grænsekontrol er endt. Den lange kyst er nu færdiginspiceret ved hjælp af ”Aventura” og damjollen. Tilbage står nu kun en landgang på den sidste af kommunens tre øer. Det er den lille ø midt i Lillebælt tilhørende Wedellsborg gods og den sydligste af øerne i kommunen. Brandsø er dens navn, der formodentligt indeholder det gammelnordiske mandsnavn Ebrands eller Øbrands, der også kendes fra Island. Måske en viking, der på en eller anden måde har fået sit navn knyttet til øen. Om den har været beboet i ældre tid, ved jeg ikke. Men den rummer dog et par bronzealderhøje. Kan man have sejlet dertil andetsteds fra og have begravet sine døde helte her?

Langt senere fortæller den første folketælling fra 1787, at der her kun lå en enkelt gård med i alt 15 beboere. Den lå en anelse syd for den nuværende Brandsøgård, der sandsynligvis er blevet opført, mens man har kunnet bo i den gamle gård. Brandsøgård er placeret på øens sydside ovenfor landingsstedet lige nedenfor, hvor det fortsat findes nu i form af en kraftig stenmole beregnet til godsets egen færge.

Sælhage

Vi går i læ for vinden på øens nordside og kaster anker. Jollen bringer os ind på strandbredden. Herfra går vi nordom på den lange lige strandbred med enkeltestående vindblæste træer på kystskrænten. Da vi når til Sælhage, der tydeligt udgøres af et par sten- og sandbanker et stykke ude, forsvinder strandbredden og afløses af kraftig bevoksning af rør. Vi stikker derfor ind over land og træder fra den lille kystskrænt op på en smuk græsmark, der er sprunget i frø, og som er en silkeblød flade med et fint skær af rødt og gult. For mange år siden havde man ødelagt også denne gamle mark ved at tilplante med juletræer. Nu er der etableret en herlig overdrevsmark, der grænser op til øens eneste skov, der derfor suverænt kan bære navnet Skoven. Vi fortsætter oppe på kystskrænten ind i skoven, der består af ikke helt unge træer. Der er store bøge og store ege. Enkelte egetræer har en så massiv omkreds, at man kan overveje, om de stod her, da svenskerne passerede øen for de omtalte 351 år siden. En høj på sydsiden vest for Brandsøgård bærer navnet Svenskehøj, herfra har Karl X Gustav og hans generaler kunne overskue de lange kolonner. Skoven får nu lov at hvile. I skovbunden ligger væltede stammer, der er gået mere eller mindre i forrådnelse og som derved giver liv til insekter, som atter giver liv til fugle og mindre dyr.

Tørvemose

Ude af skoven finder vi vejen til Brandsøgård og går til landingsstedet, der ligger øde og forblæst hen. Den lille ø vokser pænt ved denne travetur, der nu følger hovedvejen indover øen forbi den tidligere skole, der sagtens kan identificeres ved to høje vinduer. Vi passerer nok et hus, der er feriebeboet og på venstre side ligger den store mose, der engang var en flot højmose, men som har fået voldsommme dødsstød af kunstige gødningsstoffer. Tørvegravningen i gamle dage, hvor karle og piger fra godsets fæstegårde i de nærmestliggende sogne på Fynssiden måtte deltage, har efterladt vandfyldte grave i højmosen, men har kun forårsaget begrænset skade på den. Når karlene og pigerne var færdige med arbejdet, kom grevefamilien ofte over med musik og så blev der festet. Siden var det godsets sejlende fæstebønder på Baagø, der måtte fragte tørven over til Wedellsborg.

Sigfreds Hus

Hovedvejens yderste hus, inden vi atter skal finde ned til kysten, er det, der nu kaldes Sigfreds Hus – opkaldt efter vor berømte fynske landsmand født 1903 i Harndrup, digteren Sigfred Pedersen, der af sin gode ven og ungdoms studiekammerat fra cand. polit.-studiet på Københavns Universitet, lensgreve Tido Wedell, fik dette fristed til låns i nogle år. Nu er Sigfred efter den seneste kommunesammenlægning blevet middelfarter, men før den var Sigfred hjemhørende i Ejby kommune hvad angår både det nordvestfynske fødested og det lensgrevelige ferieparadis. Herude har han lavet et herlig stykke naturlyrik ”Grågæssene på Brandsø”, netop tilegnet vennen Tido. Huset har maleren Bjarne Kingo og hans hustru Lis haft til leje gennem mange år. De er begge hjemme og tilbyder os et længere ophold med kaffe, hvilket vi må afslå, da skipper venter os, og da vi fra huset kan se, at skibet har flyttet sig et godt stykke nordover. Vi ser de to master rage dekorativt op over marken. Vi må derfor bryde lidt vel hastigt op og dette så meget desto mere ugæstfrit fra vor side, når man tager i betragtning, at det ikke er hver dag, vi lige passerer dette hus på vejen, og da det nok heller ikke er hver dag, at husets beboere får uventet besøg.

Vi skrår nedover mod kysten og ser ”Aventura” ligge flot derude under drivende grå skyer, der også tilsiger os, at det må være tiden, vi skal ombord igen. Jollen har også mærket til den omskiftelige vind og strøm. Den ligger og hugger med siden ind i strandkanten. Vi kommer alle vel ombord i jollen og finder ud til ”Aventura”. Henrik har været glad for, at han blev ombord, så han har kunne tage vare på sit drivende skib. Han har såmænd oplevet en kraftig skypumpe, der gik forbi nordover, mens vi andre intetanende travede øen rundt.

Anker og honningkage

Vi får trukket ankeret op, hvilket er en af de mere krævende sager, da der skal bruges nogle kræfter på spillet. Det er tydeligt, at nogle har flere kræfter end andre. Eller rettere sagt: bedstemanden Mads er i ret så god form også, hvad det angår. Vi får igen sat nogle hjælpesejl, da vi har vinden ind agter på kursen hjem. Nina finder den hjemmebagte honningkage frem til kaffen. Et par skiver med smør imellem og hertil en kop kaffe gør tjansen ved roret meget behagelig.

Løgtærte i Fænøsund

Efter støt sejlads modtages vi af fyret på Fænø og gule fiskerhus på Fønsskov Odde. Så vokser Teglgården frem og vi svinger ind i Fænøsund, hvor der er læ og lune. Vi lægger ind til Fænø og kan bruge sejlforeningens anløbsbro. Her er der helt stille og vi ser den fine smalle sandstrand nedenfor den skovklædte skrænt. Forunderligt at se, hvor hurtigt, der bliver dybt. Her indtager vi i ro aftensmaden, der består af Ninas hjemmebagte løgtærter og et enkelt glas vin. Vi er i øvrigt mætte af de mange indtryk fra den daglange ekspedition til søs. ”Aventura” har båret os sikkert og pålideligt over bølgerne. På en måde minder den mig om min farfars store og rolige hest, når jeg som barn besøgte ham i hans lille gartneri udenfor Helsingør. Det var en drøm at sidde ved siden af ham på den lille vogns kuskesæde, når han havde ærinder i nabolaget. Men det var også en verden af tryghed, når jeg om aftenen kom over i den dunkle stald og så til det store dyr, der roligt gumlede løs på sin havre. Så dybt og minderigt kan en sejltur berører en ægte landkrabbe.

Kysterne vendt

Måske har vore sejladser i farvandene omkring hjemkommunens lange og indskårne kyststrækning været en rejse tilbage i tiden? Jeg tror nu, jeg vil holde fast i, at det har været en nutidig rejse med levende mennesker og livskraftige både ud på et evigfrisk vand og med udsigt til kyster og landskaber, der stadig har en fortællekraft, der går dybt ind i sjælen som noget genkendeligt. Bliver vi ikke mere klar over hvem, vi er, og hvorfra vi kommer, når vi med skib runder vort fynske hjørne – det evige Vends?